Tilbøjelig til at nikke genkendende?!

"Tror du jeg sulter min hund ?
Tror du min hund lever i en lille kasse hvor der ikke er lys og den ikke kan vende sig?
Tror du jeg tæsker min hund dagligt?
Tror du jeg med vilje lader andre hunde overfalde den ?
Tror du at jeg vil hænge den drukne den eller andet hvis jeg er utilfreds med den?
Hvis du ikke tror det så lad venligst være med konsekvent at kalde min og andre hunde kamphunde pga deres udseende."

- Et udlæg jeg stødte på skrevet af en bekendt, men kan kun erklære mig ærligt involveret i at tænke selvsamme, ved de tiltider pludselig udbrud eller kommentare jeg/vi til stadighed støder på fra tid til anden.

Må nok indrømme at uanset om anklagebetegnelsen kommer i form af skældsord, trusler og forbandelser,

eller om det kommer i en dagligdagssætning såsom

"ja, jeg har intet imod kamphunde, det er ejeren det kommer an på, vi har også selv ude i familien nogle kamphunde der leger med vores hunde, og vi har aldrig haft nogen problemer..."

så er og kommer ovenstående tankestrøm blandt flere til live og den er sikker hver gang, også selvom det hverken tænkes direkte, bliver sagt eller mærkes hos modtager i hjerte/mave-kulen.....

Fortalelse, uvidenhed, bevidst angreb, forglemmelse m.m.??!!??

- ordet Kamphund afspejler stadig anklage og stereotypisering.